Er certificering en narresut - eller der der mening i galskaben?



Skærmbillede justeret størrelse



Nu er foråret på vej - og MentorAkademiet er vågnet op af dvalen, så nyhedsbrevene fremover vil komme i en jævn bevægelse. Vi vil sætte turbo på vores kurser, og gang i debatten om, hvordan vi kan øge kvaliteten af mentorarbejdet i det ganske land, og undersøge hvad det er, der egentlig virker, når mentorer har succes.


Vi starter med kvaliteten......


For snart et år siden tog Tom Thinggaard Pedersen - en af Danmarks pionerer indenfor mentorarbejde og forfatter til gode bøger om mentorarbejdet -  kontakt til undertegnede og to andre udbydere af mentorkurser. Det gjorde han, fordi han havde læst vores hjemmesider og hørt om vores måde at uddanne mentorer på. Han havde et ønske om at starte et samarbejde op med nogle ligesindede, så vi sammen kunne medvirke til at løfte niveauet og styrke kvaliteten af kurser og uddannelser for mentorer.

Han havde - ligesom vi andre - lagt mærke til, at der på uddannelsesmarkedet optrådte mange tilbud på kurser og uddannelser, som var af en særdeles fagligt blandet kvalitet. Tilbud som vi i gruppen havde svært ved at se sammenhæng og værdi i  - og som på den lange bane - medvirker til at udvande mentorbegrebet, ved at give mentorer en mangelfuld baggrund at arbejde ud fra.

Det er ikke lige meget hvad man kan, hvis man vil arbejde i mentorfeltet.

Det kræver noget!

En velfunderet faglig viden - en god fornemmelse for mennesker - en vis portion personlig integritet - en stor portion nærvær, - en spiseskefuld ydmyghed overfor opgaven - og meget, meget andet..........

Og det tager lidt tid, dét med fagligheden.......så det kan ikke svare sig at lave mentorkurser, der bliver overstået for hurtigt, for så bliver mentorens karriere sandsynligvis også kortvarig.

Vi besluttede os for at starte et udviklingsarbejde, hvor vi lagde det faktum, at vi rent faktisk jo også er konkurrenter, til side. Vi besluttede frivilligt at underlægge os nogle faglige og etiske rammer for vores arbejde, og signalere til omverdenen at vi står for kvalitet og et ønske om at udvikle mentorarbejdet i Danmark. Det lyder måske prætentiøst - men dét er sådan det er.

Og dette udviklingssamarbejde medførte skabelsen af Dansk Mentor Certificering

Vi var alle meget engagerede og tændte på arbejdsprocessen, fordi vi deler en fælles begejstring over, hvad godt mentorarbejde er i stand til at udrette. Mirakler er måske ikke det rigtige ord - men det er ikke langt fra..... Faktisk oplevede vi lidt at være i gang med at lave et samarbejde, der i sin grundtanke mindede lidt om dét nogen kender som "Dogmefilm brødrene". En gruppe filminstruktører besluttede sig for at underkaste sig et regelsæt, som fjernede alt overflødigt og kunstigt i filmproduktionen.

De ville kun have den rene vare. Essensen.

Sådan har vi det også. Vi vil være med til at sætte den kvalitative og etiske dagsorden i mentorarbejdsfeltet - og synes at kommende mentorer fortjener ordentlig kost.
Vi vil kun have kvalitet og væsentlige redskaber på vores mentorkurser og uddannelser, og vi vi gerne både "opdrage" og opfordre de mennesker, der er ansvarlige for mentorkorps i kommuner, virksomheder, skoler og den private mentorsektor, til at kræve noget af de uddannelser, som de byder deres mentorer. Det betaler sig!

Forårshilsner herfra!


Viggo Müller
MentorAkademiet

Mentorer - hvorfor har vi brug for dem?



Vi støder på mentorbegrebet alle steder i det offentlige rum. Er det bare en ny trend, hvor gammel vin hældes på nye flasker? Eller er det starten på en ny måde at få potentialer i spil hos det enkelte menneske?
Jeg tror på det sidste - og jeg tror at mentorer er kommet for at blive.

Til gengæld tror jeg også, at mentorarbejdet kræver, at mentorer bliver fagligt og personligt forberedt på, hvad intensivt kontaktarbejde indbefatter.

Man må lære, hvad det gør ved én, at være tæt på et andet menneske i medgang og - måske oftest - modgang, og samtidig formå at kunne hjælpe dette menneske gennem kriser og personlige udfordringer uden at slippe kontakten. At turde blive der - også når tingene er vanskelige.

I mentorjobbet vil du møde frygt, vrede, glæde, personlig modstand og store følelser i samarbejdet, så det er en rigtig god idé, hvis du har været i disse "rum" før - og ikke vælter i dem.Det kræver nysgerrigheden og modet til at arbejde med disse følelser i ens eget liv, og have lyst til at holde sig selv vågen og i proces, med dét der bøvler og har brug for at blive udforsket.


Hvis ens egen udviklingsproces holdes levende, er det meget nemmere og mere naturligt at kunne hjælpe andre i deres livsudfordringer, og se det som en vigtig og naturlig del af livet, som indeholder en masse næring og brændstof. Brændstof som giver livsglæde og succesoplevelser, når udfordringerne forvandles.


Det er derfor, vi i MentorAkademiet fokuserer på nødvendigheden af, at forholde sig til personerne bag mentorrollen. Fokuserer på det grundlag der er for dit relationsarbejde - nemlig dig selv!

Det er måske det allervigtigste - at vi opdager, at faglige teorier og teknikker ikke kan træde i stedet for evnen til personlig kontakt og nærvær.
Og det er den personlige kontakt og nærværet der afgør, om der rent faktisk opstår et møde mellem to mennesker, så derfor er det mindst lige så vigtigt at prioritere træning i den del af kontaktarbejdet.

Så jeg glæder mig til det bliver moderne at fokusere på træning i personlig kontakt og nærvær, og en obligatorisk del af pensum at beskæftige sig med personlige udviklingsprocesser på pædagog- og lærerseminarierne.

Kontaktarbejdere har brug for det! - så træn det, hvis du er aktiv i feltet - og fald ikke i søvn i faglig selvtilfredshed:-)



Viggo Müller
MentorAkademiet
Mar 2016
Oct 2014